1. Hedeplantningen
2. Skovdyrkning på hedearealer
3. Frederik VI sætter gang i skovkulturen
4. Enrico Mylius Dalgas
5. Det danske Hedeselskab bliver stiftet i Århus
6. Istiden baner vejen for lynghederne
7. Jordbundsforholdene
8. Podsolering
9. Organismer i jorden
10. Træarter - rødgran og bjergfyr
11. Lyngen er svær at holde i skak
12. Hvilken træart skal man vælge ?
Det danske Hedeselskab bliver stiftet i Århus
Hedeselskabets bygning på Hjultorvet i Viborg.
Da plantningssagen efter den ulykkelige krig i 1864 vandt ny interesse, stod Dalgas derfor vel udrustet til at tage et arbejde op på dette område, og mens flere omtrent samtlige forslag til dannelse af selskaber for hedens beplantning ikke fandt større tilslutning, lykkedes det ham på et møde i Århus den 28. marts 1866 at få stiftet "Det danske Hedeselskab", hvis hovedformål skulle være frugtbargørelsen af de jydske heder.
Det vil her føre for vidt at komme nærmere ind på Hedeselskabets videre udviklingshistorie, der er ret alment bekendt ikke mindst takket være den evne, selskabets ledende mænd har haft til stadig at vække en stigende interesse blandt befolkningen ikke alene for plantebevægelsen, men også for de mange andre betydningsfulde grene af dets virksomhed, sandjords- og mosekulturer, engvanding, mergelsøgning, mergeltransport og meget andet.
Dalgas selv var den ledende kraft lige til sin død i 1894, og siden da er selskabets virken blevet fortsat i hans ånd.
I det følgende skal derimod gives en kort oversigt over hedens geologiske og naturhistoriske forhold, over de vanskeligheder, som møder plantningsarbejdet og over hvorledes disse nu om stunder søges overvundet.
Jyllands indre, den gamle hede, er ligesom hele Danmarks øvrige land præget og udformet af istidens mægtige gletscherdække. Gennem lange tider strakte isranden sig omtrent midt ned gennem Jylland i en bue fra Skive syd om Viborg, tæt vest om Silkeborg til Randbøl, ca. 25 km. vest for Vejle. Fra denne rand flød store smeltevandsfloder ud mod vest og på deres vej mod havet bundfældede de deres indhold af sand og grus, akkurat på samme måde som afløbsvandet under et heftigt regnskyl fører landevejens grus med sig til foden af bakkerne eller bundfælder det ved udløbet i grøfterne. Alle lavninger i terrænet blev udfyldt, alle ujævnheder glattet, og hele den gamle overflade blev skjult under et tæt lag magert sand, kun de aller højeste bakketoppe blev ikke overskyllet, men som "bakkeøer" blev de ved med at rage op over sand- og grushavet.
< Tilbage Til side 6 >