Hedeplantningen

Kategori: Naturen. Udgivet 1926. Side 1 af 12

Anden generation i Stendalgaard plantage. Ædelgran med skærm af birk.

I slutningen af de attende århundrede på den tid, da hedens store digter, Steen Steensen Blicher blev født (1782) levede midt i hjertet af den jydske hede nogle mil syd for Viborg, en lille skare nøjsomme og stræbsomme mennesker af fremmed herkomst. Omkring 1760 havde regeringen indkaldt 265 tyske og hollandske familier, som blev bosat i hedekolonierne Frederikshøj og Frederikshede, og som der skulle forvandle de øde lyngarealer til kornbærende marker. Efter nogle års håbløs kamp mod det barske vejrlig og den ugæstfri jord vendte dog en stor del af disse kolonister tilbage til deres hjemstavn, andre flyttede til mildere egne i landet, men en del, - de hårdføreste og de fattigste, der ikke havde penge til at flytte for, - blev dog tilbage og fortsatte kampen mod den seje lyng, stred tålmodigt for at fravriste det magre hedesand en ringe afgrøde.

For at skaffe disse hårdtstræbende mennesker mere læ om deres fattige marker og nogen hygge om deres forblæste boliger blev det endelig ved kongelig resolution af 4. juni 1788 bestemt: " - at et forsøg skal foretages til skovs anlæg og plantning på dertil tjenlige strækninger i alheden i Jylland efter den af forstinspektør Brüel gjorte plan", og derved fødtes den jyske hedeplantningssag.

Georg Wilhelm Brüel, der således blev Danmarks første virkelige hedeskovsdyrker, var født i Hannover 1752. Han kom til Danmark i 1777 og arbejdede i en årrække i forskellige private skove. I 1789 tog han fat på arbejdet i heden. De første par år blev kun nogle få tdr. land pløjet og tilsået med granfrø, men i 1791 blev hele kolonigården Stendalgård taget ind til trædyrkning, og derefter tog arbejdet stærkere fart, således at der med udgangen af 1794 var kultiveret ca. 600 tdr. land. Stendalgaard plantage, der nu som en frodig skov strækker sine grønne grantoppe højt mod himlen, var grundlagt.

Til side 2 >