1. Hedeplantningen
2. Skovdyrkning på hedearealer
3. Frederik VI sætter gang i skovkulturen
4. Enrico Mylius Dalgas
5. Det danske Hedeselskab bliver stiftet i Århus
6. Istiden baner vejen for lynghederne
7. Jordbundsforholdene
8. Podsolering
9. Organismer i jorden
10. Træarter - rødgran og bjergfyr
11. Lyngen er svær at holde i skak
12. Hvilken træart skal man vælge ?
Enrico Mylius Dalgas
Enrico Mylius Dalgas
(efter maleri af A. Jerndorff).
Nyt liv i arbejdet kom der dog først for alvor, da den mand - Enrico Mylius Dalgas - hvis navn er uløselig knyttet til plantningsbevægelsen, tog sagen i sin stærke hånd. Han gjorde den til folkets sag, han samlede i sin brede favn kræfter til at løfte i flok på dette arbejde, der før kun havde været statsskovbrugets og enkeltmands værk.
Enrico Mylius Dalgas blev født i 1828 i Neapel, hvor hans far var dansk konsul, men allerede fra sit syvende år blev han opdraget i København. Her gik han i Efterslægtselskabets Skole, og sene blev han på Den militære Højskole uddannet til artilleriofficer. Efter med hæder at have deltaget i Treårskrigen 1848-50 gik han imidlertid over til ingeniørtropperne og blev knyttet til de jydske vejanlæg. Dette var et lykkeligt træf, for derved kom han til at lære den jydske hede indgående at kende, lærte at elske den store arbejdsmark, hvor han skulle komme til at udføre sin uforglemmelige manddomsgerning.
Som officer i Ingeniørkorpset tog Dalgas bolig i Jyllands gamle hovedstad, Viborg, hvorfra han arbejdede på bygningen af en ny hovedlandevej fra Randers til Ringkøbing. På jagter og spadsereture færdedes han ofte med sin ven ovverretsprokurator N. G. C. Morville vidt ud over heden, og på disse ture havde de to naturinteresserede mænd rig lejlighed til at iagttage og harmes over følgerne af den letsindighed, hvormed befolkningen gennem lange tider havde behandlet de gamle midtjydske skove, så de var svundet ind til forblæst krat med knapt mandshøje træer eller helt havde måttet vige for lyngens overmagt.
På disse ture lærte de dog også statsplantagerne på alheden at kende, og de allerede dengang store og prægtige graner i Stendalgaard Plantage viste dem, at der kunne gro granskov på heden, når man blot valgte de rette steder og træarter.
< Tilbage Til side 5 >