1. Hedeplantningen
2. Skovdyrkning på hedearealer
3. Frederik VI sætter gang i skovkulturen
4. Enrico Mylius Dalgas
5. Det danske Hedeselskab bliver stiftet i Århus
6. Istiden baner vejen for lynghederne
7. Jordbundsforholdene
8. Podsolering
9. Organismer i jorden
10. Træarter - rødgran og bjergfyr
11. Lyngen er svær at holde i skak
12. Hvilken træart skal man vælge ?
Istiden baner vejen for lynghederne
Hedeflager (lyse), og bakkeformationer (mørke). Efter E. Dalgas.
Denne særegne geologiske udformnings- måde har bevirket, at der er stor forskel på hedernes jordbund, - på fladerne det magreste og nærringsfattigste sand, på bakkeøerne indblanding af både ler og store sten som almindeligt i dele af Danmark, - og dette forhold har haft stor indflydelse på de vekslende resultater, man har opnået, ved trædyrkning i Heden.
Før træplantningen og opdyrkningen rigtig tog fart, - for 100-150 år siden - bredte lyngen sig overalt, såvel på bakkeøerne som på fladerne og langt øst for disse ind over den gamle istidsrand. Det var altsammen hede, deraf navnet Alheden.
Gennem mange tider var det den almindelige mening, at disse udstrakte arealer engang i fortiden ligesom hele det øvrige Danmark havde været dækket med skov. Gennem senere undersøgelser er det imidlertid blevet påvist, at de egentlige hedeflader temmelig sikkert aldrig har båret en trævegetation, men at denne har været knyttet alene til egnene bag israndslinien og til bakkeøerne.
Havde man for 100 år siden været klar over dette forhold, var man sikkert gået mere varsomt til værks med valget af plantelokaliteter, og man var blevet sparet for mange skuffelser. Efterhånden som plantningsarbejdet skred fremad blev man dog klar over, at der er betydelig forskel på heden fra sted til sted, for i nogle egne trivedes planterne godt, f.eks. i Stendalgaard Plantage, men i andre egne var det næsten ikke muligt at holde dem i live, hvorom f.eks. Søndre-Feldborg Plantage gav et sørgeligt vidnesbyrd. Med nutidens geologiske erfaring kan man let konstatere, at det vekslende held stod i nøje tilknytning til, om plantearealet lå på israndslinien, på en bakkeø eller på de egentlige flader.
< Tilbage Til side 7 >