1. Hedeplantningen
2. Skovdyrkning på hedearealer
3. Frederik VI sætter gang i skovkulturen
4. Enrico Mylius Dalgas
5. Det danske Hedeselskab bliver stiftet i Århus
6. Istiden baner vejen for lynghederne
7. Jordbundsforholdene
8. Podsolering
9. Organismer i jorden
10. Træarter - rødgran og bjergfyr
11. Lyngen er svær at holde i skak
12. Hvilken træart skal man vælge ?
Jordbundsforholdene
Hedeflage med bakkeø i baggrunden (Isenbjerg).
Alene en nøjere undersøgelse af det tilsyneladende så ensartede lyngtæppe kan vise, at livsvilkårene for en plantevegetation veksler betydeligt. Fladernes lyng er kun tynd og lav, stærkt blandet med rensdyrlav, pletvis også med tyttebær, revling og melbærris. Bakke-øernes lyng er derimod høj og kraftig, og dens indblandingsplanter er gyvel, visse, gulblomme og mos.
Undersøger man jordbundsforholdene under vegetationstæppet, viser der sig ligeledes at være en betydelig forskel mellem bakkeøerne og det gamle skovland på den ene side og fladerne på den anden side.
En lyngvegetation, der gennem lange tidsrum hersker over det samme areal formår i forbindelse med klimaets og jordbundens fugtighedsforhold at frembringe en gennemgribende forandring af jordbundsforholdene. De affaldsstoffer - visne blade, stængelstykker og døde rødder -, som stadig produceres af den levende vegetation, går på grund af fugtighed og andre uheldige omstændigheder ikke i omsætning, men ophobes år for år til et stadigt tykkere og tykkere lag - et Humuslag. Efterhånden som et sådant lag bliver ældre og tættere sammenlejret, omsættes dets indhold af plantenæringsstoffer, der ved en hurtig omsætning kunne være kommet den levende vegetation tilgode som "mad", til uopløselige organiske forbindelser, der slet ikke kan udnyttes af planterødderne.
Når regnvandet siver med gennem et sådant humuslag, mættes det med kemiske stoffer, som giver det forøget evne til at opløse plantenæringssaltene i den underliggende mineralske jord. Denne, der i forvejen er meget nærringsfattig, bliver efterhånden ganske udtømt for alle opløselige stoffer, den bliver løs og bleg som det reneste strandsand - deraf navnet "Blegsandet". De opløste stoffer forsvinder dog ikke helt, men dybere nede i jorden, 30-50 cm. under overfladen, udskilles de atter. Dette har imidlertid også en højst uheldig virkning, for de jordlag, hvor udskilningen finder sted, kittes sand- og gruspartiklerne sammen til en uigennemtrængelig stenagtig masse -'Alen'.
< Tilbage Til side 8 >