1. Hedeplantningen
2. Skovdyrkning på hedearealer
3. Frederik VI sætter gang i skovkulturen
4. Enrico Mylius Dalgas
5. Det danske Hedeselskab bliver stiftet i Århus
6. Istiden baner vejen for lynghederne
7. Jordbundsforholdene
8. Podsolering
9. Organismer i jorden
10. Træarter - rødgran og bjergfyr
11. Lyngen er svær at holde i skak
12. Hvilken træart skal man vælge ?
Skovdyrkning på hedearealer
90-årig rødgranbevoksning i Palsgaard Plantage.
Det første halve århundrede af hedeplantningens historie blev dog en tid rig på modgang og skuffelser.
I begyndelsen gik alt såre godt, og anlæggene blev stadig udvidet, først - i 1798 - med Ulvedal Plantage tæt syd for Stendalgaard og derefter - i 1802 - da plantningssagen havde fanget så stor interesse, at det var blevet bestemt, at ikke mindre end 14.000 tdr. land skulle tages ind til skovdyrkning, påbegyndtes anlægget af Gjøddinggaard Plantage ved Randbøl og kultiveringen af sandflugtsarealerne ved Komedal nordvest for Silkeborg. I 1804 sluttede sig hertil anlægget af Palsgaard Plantage vest for Horsens, men derefter kom der en pause til 1823, da Havredal Plantage blev taget under kultur som en udvidelse mod nord af Stendalgaard Plantage.
Ved de første kultiveringsarbejder anvendte man talrige forskellige træarter, dog fortrinsvis birk, skovfyr og rødgran, og af disse var igen skovfyrren den foretrukne, fordi man fra hedekulturen ved Lüneburg i Tyskland havde erfaring for, at denne nøjsomme træart kunne trives særdeles godt selv på en meget mager sandjord. Imidlertid viste det sig allerede i årene omkring 1805, at skovfyrren her i landet blev stærkt angrebet af en sygdom, som i løbet af 3-4 år dræbte største delen af de unge træer, således at de fra først af meget lovende kulturer efterhånden blev ødelagt. Heller ikke løvtræerne trivedes særlig godt, og alt dette førte til, at man fra 1812 i overvejende grad anvendte rødgranen, der havde vist sig at være den af alle de forsøgte træarter, der trivedes bedst på heden.
På grund af uheldet med skovfyrren og løvtræerne skred arbejdet trods al ihærdighed og god vilje kun langsomt fremad. På vidtstrækte arealer havde det været nødvendigt at efterbedre eller gentage kulturarbejdet, og med udgangen af 1816 var derfor alt i alt kun kultiveret knap 2500 tdr. land.
< Tilbage Til side 3 >