Lyngen er svær at holde i skak

Titel: Hedeplantningen. Kategori: Naturen 1926. Side 11 af 12 < Tilbage

Er en rødgransbevoksning først nået frem til selv at dække tæt over jorden, må den så at sige kunne stå på egne ben, men atter her viser sig såre grelt den store forskel på bakkeøernes og på fladernes bund. På den sidste når rødgranerne trods bjergfyrrens hjælp stedvis aldrig at slutte sig sammen, bjergfyrren tager bestandig overhånd, og selv om den hugges til fordel for granerne, bliver disse dog ved med at være sygnende og usle, år efter år vokser de kun få cm. i højden, kun de alleryngste skud er nålebærende, og disse nåle er tilmed bleggrønne og spinkle, og når de falder af, klædes grene og stamme med tætte lag af tørt, gråt lav, der giver det hele træ et spøgelsesagtigt udseende. Lige så hurtigt bjergfyrren hugges bort, vandrer lyngen ind, og heden tilbageerobrer sin gamle plads.

Ønsker man på sådanne arealer trods alt at frembringe en trævækst, må man nøjes med bjergfyr, men en bjergfyrsplantage er langt fra det samme som en skov. Fra naturens hånd har denne træart en buskagtig vækst med mange stammer, den bliver sjældent mere end 40-50 år gammel og 10-15 m. høj, og så må man til at begynde forfra. Dens vedproduktion er ikke stor og for den allerstørste dels vedkommende kun anvendelig til brænde, og dette fører igen med sig, at en bjergfyrsplantages pengeudbytte kun vanskeligt kommer til at svare til de udgifter og det arbejde, som er sat ind på dens frembringelse. Til gengæld kan bjergfyrsplantagerne skabe en del indirekte goder, - læ over forblæste marker, billigt brændsel og lønnende vinterarbejde for den fattige hedebefolkning, og disse goders samfundsmæssige betydning kan ikke udregnes i kroner og ørers tal.

På bakkeøerne og de gamle skovegne bag israndslinien kan man derimod fremelske virkelig skov, men her truer en anden fare skovens trivsel. I de bedste dele af plantagerne, hvor der efter mange tegn at dømme endnu for kun få århundreder siden har været frodig løvtræskov, kan rødgranerne efterhånden, som den første generation hugges, erstattes med kulturer af andre træarter, - ædelgran, eg, ja selv af bøg - men på de ringere arealer er kun rødgranen nøjsom nok til at trives, og her melder sig da en stor vanskelighed. I jorden under en rødgranbevoksning udvikler sig mange steder en snyltesvamp, der med sit væv trænger ind i granrødderne og videre op i stammernes indre som derved bringes i forrådnelse.

År for år, eftersom træerne tiltager i alder, bliver et større og større antal angrebet af denne hærgende svamp, der populært går under navnet 'Rodfordærveren' (Latin: Polyporus annosus). Derved sættes der en ret snæver grænse for, hvor længe det kan betale sig at lade træerne blive stående. - 100 år er de fleste steder det højeste. Men, hvad der er endnu værre, svampens udbredelse i jorden forhindrer tilplantning af de samme arealer med rødgran i anden generation, - de spæde, lidet modstandsdygtige planter ville i løbet af få år blive dræbt i et overvældende antal.

< Tilbage Til side 12 >